Gå til hovedindhold
Birgit Rothmann foran et af sine hügelbede. Foto: Thinna Aniella
Birgit Rothmann foran et af sine hügelbede. Foto: Thinna Aniella
Artikel for alle

Dyrk grøntsager i et hügelbed

Et hügelbed er en høj bygget af stammer, kvas og græstørv. Plant grøntsager, bær og blomster i højen, og lad naturen klare resten. 
Birgit Rothmann og Mette Iversen - 
24. juli 2019

Hügelmetoden efterligner en skovbund. Højen, den såkaldte hügel, fungerer som automatisk vandingssystem, idet træet og grenene i hügelen fungerer som en svamp, der opsuger vand, når det regner, og frigiver det til planternes rødder i tørre perioder. 

Hügelerne holder på jorden, og samtidig sørger nedbrydningen af træ og grene for næring og varme til planterne. 

Når hügelerne først er bygget, kan man spare gødning og vanding samt forlænge sæsonen for dyrkning. Samtidig slipper man for ture til genbrugspladsen med haveaffald, da fældede stammer og afklippede grene kan genbruges til hügeler.

Hügelbed. Foto: Thinna Aniella

Sådan opbygger du en hügel

  • Grav en fordybning i plænen på 15-20 centimeters dybde, både for at byggematerialet kan få forbindelse til den fugtige jord, og fordi du skal bruge de øverste græstørv senere.
  • Læg de største stammer nederst, herefter mindre grene og dernæst kvas. 
  • Dæk til med græstørv, hvor bunden er vendt i vejret.
  • Slut af med fem centimeter ren jord eller kompost, der lukker for lyset, så græstørvene ikke vokser videre, og så ukrudtsfrøene ikke spirer.

Tegning: Per O. Jørgensen

Undgå visse træarter 

Træer som ceder og taks indeholder stoffer (tanniner), der naturligt beskytter træet mod råd og svamp. 

Den slags træ nedbrydes meget langsomt og kan derfor ikke anbefales til hügelbyggeri, medmindre de er godt blandet med andre typer træ. Valnød og kastanje nedbrydes også langsomt.

Pak hügelen rigtigt 

Der skal være lidt luftigt i højen, men materialet skal pakkes så godt sammen, at der ikke opstår hulrum, hvor rotter kan flytte ind. Sørg for at pakke kvas, tørv og kompost ind mellem underlaget af grene – ikke hårdt sammenpresset, blot lukket af. 

Dæk evt. også hügelerne med net, indtil jorden er sunket sammen omkring stammerne.

Vent et år med at så grøntsager 

Når man først har etableret en hügel, er den næste ingrediens tålmodighed, for den første tid vil de nedbrydende mikroorganismer – ligesom i en kompostbunke – bruge det tilgængelige kvælstof, så der ikke er nok til planterne. 

Det anbefales derfor at vente et års tid, før man tager hügelen i brug som køkkenhave. I ventetiden kan man så højen til med enårige, kvælstoffikserende planter som ært eller vikke.

Efter et år er hügelen klar. Måske er højen sunket så meget, at den lige skal toppes med et lag kompost mere, men ellers er det bare om at komme i gang med frø og planter. 

Man kan dyrke alle grøntsager, bærbuske, blomster og endda frugttræer.

I denne hügel gror der bla. tomater og bladbeder. Foto: Thinna Aniella

Smid grønt på højen 

Du kan løbende dække dine hügeler til med grønt, som både giver ny næring til planterne og hæmmer ukrudtet. 

Foderkulsukker, Symphytum x uplandicum ‘Bocking 14’, er oplagt. Den er steril og danner ikke frø, så man undgår at få kulsukker overalt. Tang kan også bruges. Derudover kræver en hügel ingen særlig vedligeholdelse.

Syv gode grunde til at dyrke i hügel

1) Det forlænger høstsæsonen, da nedbrydningen af det organiske materiale skaber naturlig varme i jorden.

2) Det kræver mindre vanding, da stammer og kvas suger vand til sig som en svamp og afgiver fugt til planternes rødder, når de har brug for det.

3) Det gør køkkenhaven større, da højen giver større areal til dyrkning end flad jord.

4) Det fungerer som luksushotel for mikroorganismer, som giver et levende miljø i jorden.

5) Man undgår ture til genbrugspladsen, da man kan bruge stammer, grene og kvas fra haven.

6) Metoden skåner ryggen, fordi højen automatisk giver bedre arbejdspositioner.

7) Man opnår en bedre høst, da højen giver planterne naturlig næring og får afgrøderne til at vokse sig store og sunde.

Læs mere om hügelkultur

Bøger

  • Permaculture, Sepp Holzer’s Permanent Publications, 2004.
  • Edible Landscaping with a Permaculture Twist, Michael Judd, Chelsea Green Publishing, 2013.
  • Den spiselige permahave – med naturen som læremester, Birgit Rothmann, januar 2018, Muusmann Forlag. 

Websites:

seppholzer.at (tysk og engelsk)
richsoil.com/hugelkultur (engelsk)

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.